KRISEHJÆLP

Hvis du gerne vil have hjælp til at håndtere en krise

Ordet krise er græsk og betyder vendepunkt. Gid det var så vel, at alle vendepunkter var til det bedre. Sådan er det desværre ikke altid. Nogle kriser her i livet er det meget svært at sige noget pænt om, og når det går stejlt ned ad bakke, kan det være vanskeligt at bevare troen på at det nogensinde bliver godt igen.




Præster har den fordel, at de kan henvise til en guddom, når mennesket lider. Det kan psykologen ikke. Psykologen må hjælpe mennesket til at finde troen på at fremtiden bliver bedre i sig selv. Ved svære kriser, som fx når man har oplevet en voldsom hændelse, findes der ingen lette løsninger. Der findes kun menneskets selvopholdelsesdrift. Den er til gengæld helt utroligt stærk.

Og det er dén, vi skal bygge på, når det ser svært ud. Ingen psykolog kan fjerne menneskelig lidelse. Men kvalificeret psykologisk støtte og sparring har sin berettigelse, fordi den trods alt har effekt. Det hjælper at drøfte sin situation med en fagperson, som ved noget om, hvordan kriser almindeligvis forløber.